Kære alle

Som deltagerne på generalforsamlingen hørte, har vi sat et meget specielt samarbejde og event i gang med nogle ihærdige og energiske unge mennesker, der har opfordret os til være en del af deres eksamensprojekt.

 

 

I stedet for selv at beskrive projektet vil jeg nedenfor indsætte deres eventbeskrivelse, som vi håber, at rigtig mange af klubbens medlemmer vil bakke op om og deltage i den 6. juni.

Først lidt praktik:
Af logistiske årsager bedes I tilmelde jer arrangementet her på siden senest tirsdag den 2. maj. Husk at skrive om I stiller et bagsæde til rådighed for køreture samt husker en ekstra hjelm.

Deltagelse i dette arrangement er gratis, men det vil da være herligt, hvis I vil give et bidrag på dagen enten bare ved at stille op og være med, eller køre et par bagsædeture, eller måske give en skærv til det gode formål.

Vores HOG Charityfond vil også give et bidrag på dagen.

Vi glæder os til at se så mange af jer som muligt, og der er ingen ”mødepligt” for hele dagen. Hvis I kun har mulighed for at deltage i noget af ”festen”, er det helt fint, men de, der vil tilbyde bagsædekørsel, bedes være til stede mellem kl. 12.30 – 14.30.

Ved spørgsmål så ring til Bjarne F på 2324 0098.

Eventbeskrivelse:
Vi er en gruppe friske, unge mennesker, som er ved at uddanne os til Markedsføringsøkonomer. Et af vores fag er event management. For at få praktisk viden skal vi afholde et event, og vi har valgt, at det skal være et ”charity event”, som skal bruges til fundraising til fordel for Børnecancerfonden. 

Eventet skal kunne tiltrække folks opmærksomhed og samtidig oplyse dem - ikke mindst kunne give folk en fantastisk dag med god mad, musik, motorcykler og glade mennesker. 

Eventet afholdes den 6. juni hos HOG Copenhagen Chapter i Valby. 

H.O.G."s lokale og faciliteter skal danne rammerne for en eftermiddag, hvor der er mulighed for at få en tur på bagsædet af en Harley-Davidson motorcykel, så en masse børn og barnlige sjæle kan udleve en ægte drengedrøm. 

Udover et uforglemmeligt ”ride” vil arrangementet handle om at skabe en god stemning omkring børnene, så de får et afbræk fra en dagligdag med sygdom. 

Eventet er intet uden sponsorer, og vi er i dialog med lokale virksomheder, som kan donere præmier til tombolaer, så der kan komme endnu flere midler til den gode sag. Derudover har vi også kontakt til samarbejdspartnere, som kan sælge mad og drikke for at skabe de bedst mulige rammer. 

Som et trækplaster har vi allerede nu booket bandet Alabama Black Snakes, der virkelig kan spille den ægte, amerikanske sydstats-rock’n’roll. Bandets donation er musikken, så deltagerne får en perfekt afslutning på dagen. 

En kombination af fart, gode oplevelser og god musik vil være den stemning, vi ønsker at opnå til eventet. 

Vi har en målsætning om, at der skal komme over 200 engagerede deltagere, som gerne vil bidrage til, at Børnecancerfonden får så mange midler som muligt.

Hvad skal vi bruge fra HOG’erne? 
Vi søger naturligvis en opbakning på dagen, ikke kun for ”at vise flaget”, men også fordi vi skal bruge nogen, der har lyst til at dedikere deres bagsæde til denne dag. Vi skal bruge alle, der kunne have lyst til at trille en tur på 10-15 min med en passager på bagsædet – ikke kun til fordel for Børnecancerfonden, men også til fordel for klubben – helt enkelt at vise de deltagende, at rygmærker og rockere ikke nødvendigvis hænger sammen. Arrangementet er af fem timers varighed, og køreturene vil foregå hen over det meste af dagen. 

Program for dagen:
Kl. 10.00: Arrangementet åbner 
Kl. 10.30: Velkomst, v. arrangører 
Kl. 11.00: Motorcyklerne begynder at køre 
Kl. 11.30: Tale v. Bjarne Frederiksen (H.O.G) 
Kl. 13.30: Lodtrækning om præmier 
Kl. 14.00: Alabama Black Snakes 
Kl. 16.00: Arrangementet slutter 

Der vil være mulighed for at købe mad, drikkevarer og is fra kl. 11.00.

De søde H.O.G medlemmer byder på kaffe og en sludder hele dagen. 

Caps butikken har åbent fra 10.00 – 14.00.
---------------------------------

På vegne af teamet: Kenneth Witte Rasmussen 
Tlf.: 5240 0408 - Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.